Krucifikset

Krucifikset

I den østre korsarm ses et krucifiks fra 1940, udført af billedskæreren Robert Rasmussen her fra sognet. Det umalede egetæ er i samklang med det øvrige interiør, og har det samme præg af ægthed og gedigent håndværk, som går tilbage til arkitekt Niels Jacobsen.

Stilen kaldes undertiden “højskolestil”, hvilket er et drilagtigt udtryk for, at denne grundtvigsk inspirerede byggeskik gik ind for at bevare gamle nordiske traditioner og almuestilens glæde ved det nøgne træværk og det enkle udtryk.

Robert Rasmussens arbejde bygger på den gamle gotiske tradition for at fremstille Jesu lidelse stærkt realistisk, og derved betone menneskenes ondskab og Guds hengivenhed.

Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden
heller giver du end tager
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

(DDS nr. 192, vers 3)