25/02/2026 0 Kommentarer
Releasekoncert med Ensemble Hermes & Christian Balvig
Releasekoncert med Ensemble Hermes & Christian Balvig

Glæd dig til en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, når strygerkollektivet Ensemble Hermes og komponist og pianist Christian Balvig spiller koncert i Ansgars Kirke. Sammen tager de publikum med på en musikalsk og æstetisk rejse gennem tid og rum, hvor der er plads til nostalgi, skævhed og dissonanser.
Koncerten vil bestå af musik fra Christian Balvig og Ensemble Hermes' kommende album FindAndYouWillSeek, der udkommer i foråret 2026. Musikken er komponeret i en meditativ og eftertænksom tone til Ensemble Hermes' syv strygere, og på udvalgte værker indtager Christian Balvig klaveret og åbner for nye lydbilleder. Albummet bevæger sig i det moderne neoklassiske musikunivers, der repræsenteres af kunstnere som Olafur Arnalds, Caroline Shaw og Nils Frahm. Musik, der inviterer til fordybelse og eftertanke.
Ensemble Hermes er et Aarhus-baseret musikerkollektiv bestående af syv unge professionelle strygere, som har specialiseret sig i at skabe utraditionelle koncertprojekter, der forbinder musik med andre kunstarter gennem stærke temaer og koncepter. Ensemble Hermes skaber intense koncertoplevelser, der gennem en kreativ tilgang til koncertformer, valg af repertoire og koncertsteder altid danner en sammenhængende fortælling, som giver publikum mulighed for at opleve klassisk musik på nye måder.
Koncerten gennemføres med støtte fra A. P. Møller Fonden, Aage og Louis Hansen Fonden, William Demant Fonden, Dansk Artist Forbund, Knud Højgaards Fond, Den Jyske Kunstfond og Statens Kunstfond.
Billetter á 50 kr. kan købes på Releasekoncert: Releasekoncert: FindAndYouWillSeek | Billetter | Odense | Musik | Billetto — Denmark samt i døren på koncertdagen fra kl. 18.45
Efter koncerten er Ansgars Kirke vært ved et glas vin til publikum i koncertcaféen
Kommentarer