26/06/2026 0 Kommentarer
Fortællekoncert med The Nordic Cello Duo
Fortællekoncert med The Nordic Cello Duo

På denne novemberaften ved kirkeårets afslutning venter en smuk og bevægende oplevelse, når The Nordic Cello Duo bestående af cellisterne Heikki Takkula og Sofie Spanget Takkula præsenter ”En koncertfortælling om krig, tab, håb og næstekærlighed”.
Dette er ikke blot en koncert, men en sammenvævning af musik og fortælling om, hvad krig gør ved mennesker - og om det lys, der nogle gange tændes lige netop dér, hvor mørket er dybest. I DR Tv-programmet ”Anne og Anders i Finland” følger man Sofie og Heikki i deres tidligere hjem i Finland. Her fortæller Heikki historien om sin morfar, som blev sendt i krig mod Rusland og aldrig kom hjem. Han faldt ved fronten og efterlod sin kone og tre børn – heriblandt Heikkis mor – alene i en tid præget af frygt, sult og ubærlig usikkerhed. Et liv blev revet væk. En familie blev for altid forandret. Men selv midt i krigens brutalitet fandtes der menneskelig varme. Gennem Folkekirken i Danmark rakte helt almindelige mennesker hånden ud til familier, de aldrig havde mødt. Én af dem var Maria Jensen fra Billum. Hun skrev breve. Hun sendte mad, klæder og dukker. Små, konkrete handlinger – men for en krigsramt familie blev de livliner. Beviser på, at nogen så dem. At de ikke var glemt.
Denne koncert væver musik og fortælling sammen til en stærk helhed. Publikum møder smuk, virtuos og stemningsmættet musik fra blandt andet Danmark og Finland flettet tæt sammen med fortællingen om Heikkis families liv under og efter krigen. Undervejs læses der op af autentiske breve fra morfaren ved fronten og fra Maria Jensen – ord skrevet i hånden og båret af næstekærlighed, ansvar og et stille, men urokkeligt medmenneskeligt mod. Det er en koncert, der gør ondt – men også en koncert, der insisterer på håb. En påmindelse om, at musik, omsorg og menneskelig handling kan skabe lys, selv når verden bryder sammen.
The Nordic Cello Duo, bestående af de anerkendte cellister og ægteparret Sofie Spanget Takkula fra Danmark og Heikki Takkula fra Finland, har siden deres møde på det prestigefyldte Sibelius-Akademiet i Helsinki skabt et unikt musikalsk bånd, som har begejstret publikum i både Danmark og Finland. Med deres dybt bevægende udtryk og smukke klangfarver formår de at tryllebinde enhver lytter. Efter af have boet i Finland de seneste otte år er duoen nu vendt tilbage til Danmark og har bosat sig i Odense, hvor Sofie er født og opvokset.
Gratis adgang og koncertcafé
Dørene åbnes kl. 18.45
Kommentarer