Af sognepræst Mikkel Holmegaard Larsen:

Allerede mens jeg gik på pastoralseminariet, kan jeg huske, at jeg blev både forundret og forarget over den måde, den person, der var sat til at fortælle os spirende præstekandidater om det praktiske præsteliv, italesatte menighedsrådsarbejdet som noget vi nok ikke, udover besvær og kævl, skulle forvente os alt for meget af.

Heldigvis vidste jeg allerede, fordi jeg selv havde været valgt medlem af et menighedsråd i de sidste fire år af min studietid, at det langt fra var hele sandheden, og at et af de store problemer nok i virkeligheden netop var, at der på forhånd blev forsøgt at skabe en afstand mellem os præster, de ”fødte” medlemmer af menighedsrådet, og de ”valgte”.

Og selvfølgelig er der da forskel på at være valgt til et menighedsråd og have menighedsrådsarbejdet som en del af ens arbejdsbeskrivelse, men i det praktiske bør der ikke være forskel – vi bør alle påtage os det samme ansvar, fordi vi jo er fælles om de samme opgaver.

Vi skal passe på Kirkens bygninger, styre økonomien og sikre gode arbejdsvilkår for de ansatte og så selvfølgelig, ikke mindst, og jo i virkeligheden altid med henblik på, at udvikle og arbejde for et levende og  vedkommende kirkeliv i sognet. Et kirkeliv, hvor man gennem aktiviteter af forskellig slags, deriblandt gudstjenester og andagter, men jo også koncerter og andre fællesskaber, forkynder det kristne budskab om glæde og håb og om fællesskab og nærvær.

Det er det, menighedsrådet er sat i verden for at tage sig af, og det er en opgave, der kun kan løses i menighedens fællesskab, ud af hvilket både de valgte medlemmer er valgt, og de fødte er født.

Præsten har godt nok, fordi menigheden har kaldet vedkommende til at være deres præst, en masse opgaver og ansvarsområder, som er præstens alene, men der er ingen af menighedsrådets opgaver, der ikke også er præstens.

Og det er selvfølgelig udfordrende en gang imellem. Der er mange opgaver, og de er komplicerede.

I Ansgars Kirke budgetterer vi med 4-5 millioner kr. hvert år; igangsætter og overser komplicerede byggeprojekter og vedligeholdelsesopgaver; vi er ansættelsesmyndighed og arbejdsgivere for alle de mennesker, der har deres daglige arbejde i kirken: to kirketjenere, to organister, en kontordegn, en sogne- og kommunikationsmedarbejder, en madmor og ca. otte professionelle sangere; vi er ansvarlige for alle kirkens aktiviteter fra fredagscafé til læsekreds og alt det indimellem.

Det er med andre ord ikke ingenting at være medlem af et menighedsråd, men det er jo også det organ, der, sammen med alle de dygtige og dedikerede medarbejdere, bærer hele Den Danske Folkekirke, og det er faktisk temmelig meget.

Jeg har personligt altid glædet mig over menighedsrådsarbejdet og kunne slet ikke tænke mig at være præst uden. Det lokale demokrati som ledende ide bag den levende kirke er alfa og omega i alt kirkeligt arbejde. Jeg anser de andre menighedsrødder, sammen med de ansatte, som mine nærmeste kolleger og sparringspartnere. Vi er ikke altid enige om alting, men vi er næsten altid enige om, hvor vi skal hen, og det er jo det, der tæller.

Til november er der valg til menighedsrådene i hele landet og dermed også i Ansgars Kirke og Sogn, og det er som altid spændende at se, hvem der stiller op til valget. Der skal vælges ni medlemmer til rådet, der med de to fødte medlemmer, præsterne, består af 11 personer og en medarbejderrepræsentant.

Som medlem af menighedsrådet forventes det, at man deltager i de ca. ti menighedsrådsmøder om året, samt diverse møder i forskellige mindre underudvalg. Man vælges til en periode på fire år, og der er tradition for, at menighedsrådets medlemmer deltager aktivt i kirkens aktiviteter og interesserer sig levende i kirkens trivsel. Derudover er det en enestående mulighed for at få et dybere kendskab til maskinrummet i Den Danske Folkekirke og en enestående mulighed for at præge kirkens profil lokalt.

Kirken er en levende organisme, der hviler på en    meget gammel tradition, men som samtidig bestræber sig på altid at være relevant i tiden, og menighedsrådsarbejdet er en afgørende faktor i den bestræbelse.

Jeg glæder mig til arbejdet i den nye periode, både med de medlemmer, der genopstiller, og de nye, der bliver valgt for første gang.