20/02/2026 0 Kommentarer
Bachs Johannespassion med Ensemble Zimmermann
Bachs Johannespassion med Ensemble Zimmermann

Som optakt til påsken venter en oplevelse ud over det sædvanlige, når Johann Sebastian Bachs store Johannespassion opføres i Ansgars Kirke. Bachs Johannespassion er et af de mest dramatiske og bevægende værker i musikhistorien. Med intensitet, inderlighed og stærke kontraster skildrer den evangelisten Johannes’ beretning om Jesu lidelse og død. Musikken veksler mellem stærkt udtryksfulde kor, gribende arier og fortællende recitativer – en passionshistorie, der både rører og ryster sit publikum.
Bachs Johannespassion fremføres af Ensemble Zimmermann, som gennem et kvart århundrede har været blandt Danmarks mest dedikerede formidlere af den tidlige musik, fra helt ukendte komponister over elskede oratorier af Bach, Mozart og Händel til store operaopsætninger, som har opnået flotte anmeldelser i bl.a. Magasinet Klassisk og Politiken. Ensemblets koncerter er ofte blevet optaget af DR P2.
Ensemblets musikere tæller blandt Europas bedste og optræder ofte med navne som Concerto Copenhagen, Barokksolistene, Copenhagen Soloists, Musica Ficta, DR Vokalensemblet samt flere af landets symfoniorkestre.
I 2026 markerer Ensemble Zimmermann sit 25-års jubilæum med storstilede kammerkoncerter, oratorier og operaproduktioner over hele landet, og ved koncerten i Ansgars Kirke vil publikum kunne opleve et stjernespækket hold af topprofessionelle sangere og musikere:
Sopran: Anna Maria Wierød
Kontratenor: Jens Ginge
Tenor: Emil Lykke
Bas: Lauritz Thomsen
Evangelist, tenor: Mathias Hedegaard
Jesus, bas: Thomas Rewes
Pilatus, bas: Jacob Hamborg
Cembalo og musikalsk ledelse: Lars Colding Wolf
Violin 1: Ejnar Balling
Violin 2: Jens Solgaard
Bratsch: Christine Hagge Larsen
Cello: Kjeld Steffensen
Gambe: Erik Brodin Higgins
Violone: Lars Baunkilde
Obo, obo da caccia: Morten Kiernan
Obo: Eric Beselin
Traversfløjte 1: Majbritt Young Christensen
Traversfløjte 2: Winnie Bugge Frandsen
Johannespassionen er i to dele og varer ca. 2 timer. Mellem koncertens to dele vil der være en pause, hvor Ansgars Kirke serverer en forfriskning til publikum
Der er gratis adgang til denne store koncertoplevelse, som er sponseret af Emilie og Peter Lunds Fond
Dørene åbnes kl. 18.45
Kommentarer