Kirkens hjemmeside er under forandring, og en ny version er på trapperne. Den nuværende side bliver ikke opdateret længere - dog er det nye kirkeblad lagt på siden, og her kan man få alle oplysninger om arrangementer, gudstjenester mv.



Ansgars kirke er en protestantisk kirke under Folkekirken. Kirken blev indviet den første søndag i advent 1902, og var den første kirke der blev bygget i Odense siden middelalderen.


I slutningen af 1800 tallet var der en voldsom flytning fra land til by, og Odense voksede kraftigt. Omkring århundredeskiftet foranstaltede en kreds af Vesterbrokvarterets borgere en indsamling, og fik i løbet af to år samlet 100.000kr. ind - en imponerende indsats udført helt af private, og vel at mærke i en bydel, som fortrinsvis bestod af arbejdere og håndværkere.


Under byggeriet modtog man mange gaver; bla. alterkalk, disk og kande, alterdug, kirkeur og endog kirkeklokkerne. Altsammen udtryk for at man gerne ville tage kirke og kristendommen med sig ind i den nye tidsalder.


Siden da er der gået mere end 100 år, men Ansgars kirke er mere end nogensinde rammen omkring et levende og mangfoldigt menighedsliv, hvor der er noget for enhver aldersgruppe, og hvor ingen behøver at gå forgæves.


Vi samles naturligvis om højmessen om søndagen, men har derudover et væld af aktiviteter f.eks. fredagscafé, legestue for de mindste, foredrag, aftenandagter med efterfølgende fællesspisning, besøgstjeneste og meget andet.


Ansgars kirke er kendt for sine fine orgler og fantastiske akustik, så der bliver afholdt mange koncerter hos os - langt de fleste med gratis adgang. Kirken har også et stort amatørkor på 30-35 medlemmer som bliver ledet med stor dygtighed af vores organist Torben Krebs.


Vi håber, du har lyst til at udforske vores hjemmeside lidt, så du kan få et indtryk af, hvad der foregår hos os. Hvis du vil høre nærmere om aktiviteterne eller hvis du har lyst til at give en hånd med, er du meget velkommen til at kontakte os ligesom kirkens dør naturligvis står åben for dig.


... vi ses i Ansgars Kirke - midt i dit liv og midt i din by!

Velkommen til Ansgars Kirke